Servicedeklaration, Minibo Lindegården
Noget om Minibo Lindegården
Minibo Lindegården er et døgntilbud under Fyns Amt for personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Lindegården består af 2 afdelinger. Der er en afdelingsleder, Christina Theil, som kan kontaktes på telefon 6595 9418.
Lindegården er centralt beliggende i Højby på Højbyvej 17, 5260 Odense S.
Højby er en lille landsby cirka 8 kilometer fra Odense Centrum. I nærmiljøet er der Superbrugsen, Fakta, bank, bager og frisør. Endvidere er der adgang til bybus, rutebiler og tog.
Gården – team 1
”Gården” er en hovedbygning med plads til 6 beboere, der har værelse eller lejlighed. 2 værelser deler badeværelse, de andre 4 har eget badeværelse. Der er endvidere en fælles stue og et fælles køkken.
Team 2
Team 2 er en stor træbygning med 5 lejligheder og et fællesareal.
Personalefaciliteter
Der er en længe til hovedbygningen som indeholder kontorer, mødelokaler, rådighedsværelse og fælleskøkken til personalet.
Andet
Endvidere er der parkeringsplads, aflåseligt cykelskur og stor have.
Noget om brugerne
På Lindegården bor hovedsagligt voksne mennesker, der foruden deres nedsatte funktionsevne, også har en sindslidelse eller gennemgribende adfærdsforstyrrelse. Nogle kan være udad reagerende, mens andre kan være selvdestruktive.
Gården – team 1
På ”Gården” bor i alt 6 personer. De er alle fortrinsvis yngre brugere, og det er karakteristisk for en del af beboerne, at de har problematikker der medfører, at de ikke kan placeres i et tæt fællesskab med andre. 2 af beboerne er endvidere delvist kørestolsbrugere.
Team 2
Her bor 5 personer, som alle har særlige behov. De har alle væsentlige problemstillinger i forhold til socialt samvær, og de har alle flerfacetterede handicaps.
Sådan arbejder vi
På Lindegården arbejdes der ud fra den enkelte beboers særlige behov. Der tages udgangspunkt i servicelovens intentioner, dog uden at kompromittere de helt særlige behov der kan opstå som følge af specifik adfærd.
Det betyder at den (special-)pædagogiske indsats lægger op til at beboerne får bedre muligheder for at agere i eget liv – få indflydelse, kunne rumme sig selv og have mindre uhensigtsmæssig adfærd.
Personalets arbejde tager udgangspunkt i pædagogiske og individuelle planer (§111 i serviceloven). Hjælp, støtte og pleje bevilliges efter servicelovens §71, §73 og §73a.
Der arbejdes på Lindegården med kontaktperson-teams, som har det overordnede overblik over pædagogik, samarbejdspartnere, pårørende og praktiske gøremål. Men alt personale i henholdsvis team 1 og team 2 (de 2 huse) har kendskab til den enkelte beboer, så der til enhver tid kan ydes den fornødne hjælp og indsats overfor den enkelte beboer.
Kort og godt
Gården – team 1
Værelserne har varierende størrelse ca. 9 – 18 m2. Både værelser og lejlighed vil ved indflytning være nymalede hvidt. Beboere medbringer selv egne møbler.
Personlige ting har man i sit værelse/lejlighed. Den løbende vedligeholdelse påhviler beboeren. Personalet hjælper med lettere rengøring. Ønsker beboeren yderligere rengøring, som beboeren ikke selv kan varetage, kan denne købes udefra.
Personalet vil være behjælpelige med evt. kontakt til håndværkere og rengøringsfirmaer.
Udover fællesstue og fælleskøkken, består det indvendige fællesareal også af et bryggers med mulighed for tøjvask. Tøjvasken varetages i det omfang det kan lade sig gøre, i et samarbejde mellem beboere og personale.
Ved brugen af fællesarealet har den enkelte erstatningspligt, såfremt man ødelægger eller forringer tings værdi udover almen slitage ved brug.
Team 2
Lejlighederne er på ca. 46 m2, bestående af stue med køkkenniche, soveværelse og badeværelse. Her gælder samme betingelser som dem i team 1.
Der er i huset et fællesrum samt et vaskerum med vaskemaskine og tørretumbler. Her foretages tøjvask også i muligt omfang som samarbejde mellem beboere og personale.
Forskellige tilbud/aktiviteter
Vi tilbyder et bosted, hvor et engageret personale, så vidt muligt, arbejder ud fra at inddrage/påvirke beboerne til en aktiv deltagelse i egen hverdag.
På Lindegården er der et årligt julearrangement for beboere, pårørende og en del af personalet. Det kan ikke garanteres at der arrangeres ferieture for beboerne, men der forsøges arrangeret ture med overnatning i det omfang det vurderes positivt for den enkelte beboer.
Noget om samarbejde
På Lindegården handler samarbejde fortrinsvis om at gøre tingene ud fra beboernes ønsker og behov, således at den enkelte beboer føler sig tryg og inddraget i beslutningerne omkring den enkeltes udvikling og hverdag. Vi opfordrer forældre og pårørende til at hjælpe til ved fra- og tilflytning, i den udstrækning det er muligt. Lindegården prioriterer forældre og pårørende kontakten højt, og man er altid velkommen til at ringe eller aftale et besøg.
I team 1 er der ugentligt beboermøde hvor beboerne har mulighed for at have indflydelse på hverdagen i huset.
At få helhed i hverdagen drejer sig også om, at vi personaler vil arbejde for et godt samarbejde til befolkningen i nærmiljøet, og til den enkelte beboers dagbeskæftigelsestilbud. Der ud over samarbejder vi med andre faggrupper såsom psykologer, psykiatere, læger, tandlæger, sagsbehandlere og konsulenter m.v. efter behov.
Noget om personalet
På Lindegården er der pt. ansat 23 pædagoger, 1 praktikant (fra enten Fyns Pædagogseminarium eller Odense Socialpædagogiske Seminarium), 2 nattevagter, 1 køkkenleder (der også fungerer som rengøringsassistent og pædagogmedhjælper), 1 rengøringsassistent (der også er køkkenassistent og pædagogmedhjælper) samt 1 afdelingsleder.
Derudover er der tilknyttet et antal tilkaldevikarer.
Ledelsesfunktion og administration bliver i det daglige varetaget af afdelingsleder Christina Theil og af Minibos forstander Ulla Leth.
Team 1 – Gården
Der er typisk mellem 1 og 3 personaler på arbejde i tidsrummet 7 – 23.
Team 2
Der er typisk mellem 3 og 5 personaler på arbejde i tidsrummet 7 – 23.
I øvrigt
Om natten (23-7) er der 1 vågen og 1 sovende nattevagt.
Det koster det
Alle beboere i Minibo er pensionister og modtager p.t. højeste pension.
Betalingsreglerne er beskrevet i Socialministeriets vejledning.
Der betales for: Individuelt betales for:
Husleje Ansvarsforsikring
Fællesaktiviteter hele Minibo Tandlæge
Befordring (á conto) Kost
Varme/el (á conto) Aktiviteter
Vinduespolering udvendig Fodpleje
Serviceydelse Telefon m.m.
Den samlede udgift er på ca. 4500 – 5000 kr./mdr. – og resten af pensionen bruges til lommepenge og andet.
Beløbene reguleres hvert år. Alle beboerne modtager en gang om måneden en faktura, hvoraf det fremgår hvilken beløb der er betalt.
Man kan få yderligere information om bostedet eller svar på eventuelle spørgsmål vedrørende servicedeklarationen ved afdelingsleder Christina Theil på telefon 65 95 94 18.